Mange fortællinger og eventyr venter på at lade sig udspille og senere blive fortalt om i Fælledby.
Hvad der opstod som en vision, vil snart blive nogens liv.
Livet består af en lang række møder mellem mennesker. Nogle møder udvikler sig til venskaber og hvem ved måske endda venner for livet. En snedker efterlader en detalje i træet, som bliver nogens yndlingsemne i den nye lejlighed. En elektriker skaber lyskilder, der lyser mørket op, når livet gør ondt. Hvad der kan virke som et tilfældigt naboskab, bliver små glimt af hinandens liv, som på forunderligvis bliver en del af vores fælles fortælling – en fortælling om ”Alle os i Fælledby”.
Indtil de første beboere flytter ind i Fælledby, består ”Alle os i Fælledby” af en række karakterer som udgør en fiktiv gruppe af mennesker, der kan fortælle os om det liv, der snart vil gry i Fælledby. For snart står solen op over Fælledby, vækkeure begynder at ringe, og kaffen løber gennem tragten.
Nogle sover længe under den lune dyne, mens andre spænder ungerne fast på cyklen og kører mod børnehaven. Nogle løber en morgentur med fuglesang på Fælleden, mens andre snupper en kop kaffe og vågner på altanen med dagens avis og et blødkogt æg. En ny dag begynder i Fælledby. Hvad mon den byder på?
Vi ved ikke præcis, hvem der flytter ind i Fælledby, men vi kan gøre os nogle forestillinger. Sådan opstod fortællingen om ”Alle os i Fælledby” med fiktive karakterer, du møder rundt på sitet her, i vores kommunikation og på byggepladsen.
Hvem ved måske bliver din historie en del af Fælledbys fortælling, når du beslutter dig for, hvilket nabolag, du vil flytte ind i. Man kan se på nye bygninger som en uskrevet bog fuld af kapitler. Så tænk engang, hvilke fortællinger, der gemmer sig, når man bygger en hel bydel med tre nabolag og på finurlig vis fletter 5000 liv sammen.
Nogle af dine naboer møder du aktivt, andre uden at opdage det i en kø i supermarkedet eller på vejen til metroen. En ting er ganske sikkert og vist – uendelige muligheder ligger foran os alle i Fælledby.
Visionen er klar og rammerne i gang med at blive opført. Snart er det op til dig og dine nye naboer at skrive Fælledbys fortælling.
Det er morgen. Solens første stråler rammer Fælledbys græstage, og fuglene synger deres…
Det er morgen. Solens første stråler rammer Fælledbys græstage, og fuglene synger deres morgensang. Under den varme dyne ligger Sonja og Lene i en to meter bred seng, der også har plads til baby Nor og storebror Jens, som ligger på tværs i sengen med sutten godt gumlende i munden.
De første vækkeure er begyndt at ringe i Fælledby, og familien Rømer skal op. Sonja sætter kaffe over mens hun tænker på dagens vigtige møde i Miljøministeriet. Kattene Svend og Anker smyger sig om hendes ben og tigger om at få madskålen fyldt op. Merle, parrets ældste datter, der snart skal i skole, kommer ud i sin natkjole og fodrer kattene, inden hun hopper i tøjet og hælder havregryn op i sin tallerken.
Sonja sætter pizzadej til koldhævning i køleskabet og minder Lene om at forkoge kartoflerne i eftermiddag.
Lidt senere vinker Lene og Nor farvel fra altanen på den penthouselejlighed, parret har lejet i Fælledbys nordlige kvarter. Her blev Nor født for ni måneder siden under det smukkeste nordlys, som gav navnet til deres lille lys.
I dag vil Lene sætte sig op på tagterrassen og nyde en kop te, mens hun ammer Nor. Lyset over Fælledby er nærmest magisk i de her uger. Der hænger en smuk dis fra nattens fugtige kammer over byen. Disen smelter langsomt bort, som majsolen får fat. Lene skutter sig og trækker en fleecetrøje over hovedet og svøber Nor ind i den lille babydyne, som dufter himmelsk af baby.
På cykelstien rundt om Fælledby Syd bliver familien Rømer overhalet af Mathias, som siger god morgen. Han er som altid i det nyeste udstyr, mens han cykler på sin nye gravel bike mod Christianshavn, hvor dagens spændende investormøder venter.
”Ready for tomorrow” står der på ryggen af Mathias, mens Sonja når at tænke, at hun vil være glad, hvis hun dog bare er klar til i dag. Hun gaber. Det er ikke meget, man får lov at sove med to børn i sengen.
Mathias er lige flyttet ind i Fælledby sammen med hustruen Sophie og lille Sofus. Snart bliver de tre til fire, og Mathias skynder sig på arbejde. Han skal nå en masse møder, inden barnet kommer. Han er lige kommer fra træningslejr på Mallorca og har gode ben. Rekorden til Wildersgade fra Fælledby er 13 minutter, men så skal lyskrydsene på Islands Brygge spille med.
Da Sofus har vinket farvel til sin far, tøffer han træt ind i køkkenet i familiens spritnye gårdhus, som vikler sig ind i Fælleden. Især Sophie var vilde med de rene linjer i husets design. De mange træelementer i hele huset, giver hende en ro, som er dejlig, når hun er alene med Sofus og snart en lille ny mere.
Sophie triller barnevognen frem til Sofus, som i dag valgte at stå op, før vækkeurene ringede i Fælledby. Sofus gnider sine øjne. Tænk sig, at man bare kan trille vognen ud på Fælleden og være midt i naturen. Det er godt nok noget helt andet end Vesterbro, hvor familien er flyttet fra. Godt der er plads til en kop take away kaffe på barnevognens styr. Sophie tager sit gamle Nikon kamera med. I dag vil hun fotografere, at Fælleden vågner.
Vibe har ikke så travlt længere. Nu sidder hun ofte på en bænk med sit strikketøj ved Vandpladsen. Hun strikker en sweater til sit barnebarn, som lige er flyttet ind i Fælledby. Lykken er at bo så tæt på sine børnebørn, tænker Vibe og siger ”godmorgen” til en af de nye studerende. Hun hedder forresten Line og lufter hund for en ældre nabo, der har travlt med at passe bistaderne på toppen af Fælledlab. Som betaling for hundeluftningen står der et glas nyslynget honning på Lines dørtrin med en lille hilsen:
Kære Line, tak fordi du passer på Bulder. Kom bare ind med ham, når du vil. Han er en god ven, når presset stiger. Bare se på Bulder. Han tager den med ro. Her er lidt til eksamenslæsningen.
Kærlige hilsner Ib.
PS. pøj pøj.
Ib bor i et af Fælledbys bofællesskaber. Da hustruen Grete pludselig drog til himmels, sad Ib alene i deres villa i Hvidovre. Både villaen og Ib forfaldt langsomt, men sikkert. En dag kom Ibs datter forbi med en brochure om Fælledby og særligt bofællesskabet fangede Ibs opmærksomhed. At flytte ind i bofællesskabet i Fælledby er det bedste, der er sket for Ib længe. Nu er han både Mester IBBI, som ungerne elsker at kalde ham og har fået nye venner og en masse bekendte i Fælledby.
Casper står i byttebørsen i Fælledby syd og hænger en seddel op på opslagstavlen.
Kære unger
Nu er der haletudser i søen foran Mount Anna.
Tag et fiskenet (du kan låne i Fælledlabs grejbank) og et rent syltetøjsglas med (find et i byttebørsen). Vi sætter selvfølgelig de kære små kommende frøer ud igen, når vi har hilst på dem.
Det er lørdag kl. 15. Vi går derud ad stierne. Tag gummirøjser på.
Sluk skærmen og kom med på eventyr.
Ses, Casper.
PS. Hvem bager kage?
Casper har boet i Fælledby i nogle år efterhånden. Da de almene boliger blev sat til leje, slog han til på en mindre studielejlighed i et af de højeste etagebyggerier med altan.
Casper kan godt lide at bo småt og har kun få ejendele. Han er nyuddannet biolog og kom direkte fra et kollegieværelse og elsker, at Fælledby giver ham et privatliv, men at der er mennesker omkring ham, når han har lyst til selskab.
Til gengæld går han meget op i sin altan, som han har ambitioner om at gøre til Fælledbys sejeste insekthotel. Sammen med musikervennen Anton, nørder Casper med lydoptagelser fra sin altan, som skal blive til et insektværk, der skal præsenteres til Copenhagen Bug Festival. Jo nørderier er der skam masser af plads til i Fælledby.
Casper hænger den sidste seddel op om haletudsejagten op i Fælledbys supermarked. Hurtigt smider han et rugbrød og en leverpostej ned i kurven. Han er skrupsulten og flotter sig med et glas rødbeder i anledningen af sommeren, som er på vej. Casper elsker sommeren i Fælledby. Så myldrer naboerne ud og mødes på de mange pladser, og ungerne slukker skærmene og kommer ud og leger.
Mens Casper går hjem, drømmer han endnu en gang, om selv at få en familie. Når han får børn, lover han sig selv, at de får et forstørrelsesglas, mange år før de får en skærm.
Med svedperler dryppende ned af panden kommer Tina ræsende hjem til Fælledby. Godt der er el på den cykel, ellers ville hun da få et hjertestop, når hun at tænke, inden hun fanger en vogn og smider en tyver i for at låse den op. Hun når lige forbi bageren og napper tre hindbærsnitter i farten, inden hendes smartwatch bipper en ny besked ind. Hun finder sin iPhone frem af baglommen.
”Gud ja det er tirsdag! Genialt”, tænker Tina. Så behøver jeg ikke handle ind til mad i dag. Hun sms’er hun ”ok” og sender sin bedste smiley til Sonja. ”Verdens bedste Sonja”, tænker Tina. ”Hvad skulle jeg gøre uden tirsdagsbanden!”
Snart har hun hentet sine egne tvillinger og Sonja og Lenes unger og cykler hjem til nord. Merle holder stolt en dusk ”rusmasrin” i hånden og alle ungerne skråler en sang: ”forår vi elsker dig, marts, april og skønne maj”. Deres stemmer får smilet frem på Tinas trætte ansigt.
Det skal nok gå det hele, tænker hun, for første gang siden hun flyttede ind i Fælledby efter Thomas, som i øjeblikket mest hedder ’kæmpeidioten’, havde knallet en kollega i familiens ellers så vidunderlige orangeri.
Væk med de tanker, tænker Tina og swiper på sin pande, som hun har lært det af Freja, der hver tirsdag indleder fællesspisningen med en mindfulnessøvelse. I dag er det ikke svært at swipe idioten væk og lytte til ungernes glade sang. Det skal nok blive en god sommer i Fælledby, tænker Tina, og tårerne presser sig på for gud ved hvilken gang dette forår. Men denne gang er tårerne båret af håb. Håbet om et nyt liv med hendes guldklumper, Jonas og Julie, i Fælledby.
”Hej Malle”, råber Jens fra cyklen, da Marie kommer susende forbi på sit skateboard. Jens er kun tre år og helt forelsket i Malle. Og hvem er ikke det?
Malle vinker til Tina og alle ungerne og råber: ”Vi ses i aften”, inden hun skater hen til mødestedet. Magnus kommer kørende på sit nye løbehjul og snart ræser de to ud på Fælleden. Det kilder i maven, når farten kommer op. Foran ligger Fælleden. ”Kom lad os tage ud til hulen. Jeg har tre lakridser i lommen”, griner Malle og sætter farten op.
Der dufter af sommer på Fælleden nu. Marie kender ikke andet end Fælleden. Hun blev godt nok født på Riget, men i Fælledby er Marie og Toby vokset op og Malle, som hun bliver kaldt, kender hver en krog.
I sidste uge tog Magnus, Toby og Malle på ”tour de legeplads”. De var væk hele søndagen og Malle havde vabler på hænderne, da hun kom hjem godt beskidt i ansigtet, efter de mange forskellige former for armgange hun havde prøvet. Toby kunne også, hvis de store altså gav ham en hestesko, så han kunne nå. Tobys store helt er Magnus. Toby elsker at være nede på skolen i weekenden med Malle og Magnus. Så leger han, at han også går i skole. Og nu er der ikke længe til, før han kan følges med dem om morgenen, når de drøner af sted til skole, hvis altså Malle giver ham lov.
Malle og Toby bor i et af de røde træhuse med græs på taget. Toby elsker at åbne tagvinduet og mærke på græsset gennem sprækken. Der er ofte smukke sommerfugle i græsset på taget. Toby tager billeder af dem. I aften vil han vise det sidste nye sommerfuglebillede til Casper. Måske ved Casper, hvad det er for en slags. Casper ved alt om insekter, og Toby lytter ivrigt. Malle hjælper med at skrive de svære navne op i Tobys lille sommerfuglebog.
Casper sidder med Toby og studerer billedet af sommerfuglen, mens Freja og Sonja serverer de første kartoffelpizzaer. Søren og Malle er imponeret af Mathias’ nye gravel bike. Mathias er lige kommet hjem fra eftermiddagens ”Amager rundt” og har slået sin PR. Stadig i sit træningstøj trækker han en god flaske Chardonnay op og hælder op til pigerne først. Der er meget at fejre. Investormødet gik perfekt, og Sophies skanning i dag viste, at bebsen har det godt i maven. Sophie skåler i hyldeblomst og ser glad ud.
Sæt dig ned Tina, siger Mathias, så laver jeg den næste pizza. Tina kysser sine tvillinger Jonas og Julie i håret og skærer deres pizza i små stykker. Hun napper et par gulerødder og blomkålbuketter fra Sonjas grøntsagsfad og sender hende en tak med øjnene. Tirsdagsmiddagene med naboerne fra gården er et helle for Tina. De er godt nok alle meget forskellige, men sammen kan de bare noget helt særligt. Sonja sætter nye pizzaer på bordet, og Tina hapser en slice. Hendes blik falder på de bagerste bygninger i gården, hvor den nye arkitekt, der lige er flyttet ind, sidder på altanen. Tina vinker til ham. Han løfter hånden og vinker tilbage.
Vincent sidder stadig på altanen. Der er roligt i gården nu. Alle børnene er lagt i seng og kun nogle få sidder tilbage i gården. Vincent elsker sin nye altan. De møbler, han har bestilt, er lige kommet hjem fra Milano og spiller max sammen med de designerfund, han gjorde i weekenden ved forældrenes sommerhus i Hornbæk. Solen er lige gået ned og farver Fælleden gyldenrød.
Vincent nyder sin espresso, mens han skæver til telefonen. Han havde håbet på, at Susan ville skrive i aften. Men egentligt trænger han til en rolig aften for sig selv her på altanen. Vincent var i tvivl, om han ville bo i et af de hippe hjørnehuse eller inderst i bykernen. Han valgte det sidste, da han jo er flyttet ind for at opleve visionerne i Fælledby og gerne vil inspireres af arkitekturen, som han bedst kan betragte fra bykernen og ud mod Fælleden.
Vincent kan også rigtig godt lide at kigge på mennesker. Ofte vil han hellere betragte grupper af mennesker, end selv at indgå i fællesskabet. Han er glad for, at det i Fælledby er ok også at ville være alene.
Da Vincent lidt senere lægger sig i sin seng og stiller vækkeuret, brummer telefonen. En glæde strømmer igennem ham og sommerfuglene basker forventningsfuldt i hans mave:
Er på vej! Kys S.
Vincent trækker vejret helt ned i maven og smiler. I morgen begynder en ny dag i Fælledby, men denne dag er ikke helt forbi endnu, heldigvis.
Skriv dig på interesselisten og vær blandt de første til at få mere information om byggeriet i Fælledby og til at modtage en invitation til premieren på Åbent Hus.
"*" indikerer påkrævede felter
Brug formularen herunder for at skrive dig på interesselisten.
Du hører fra os vedr. salg og udlejning af boliger, og vi informerer dig om udviklingen af bydelen generelt.
Fælledbys mægler byder indenfor til åbent hus i bydelens showroom. Her kan du studere plantegninger og få en snak med mægleren i hyggelige omgivelser.
Det sker i Fælledlab på adressen Vejlands Allé 200, København S. Følg skiltene på området.