Alle os i
Fælledby
- Mangfoldighed
Snart ringer
vækkeurene i Fælledby
Indtil de første beboere flytter ind i Fælledby, består ”Alle os i Fælledby” af en række karakterer, som udgør en fiktiv gruppe af mennesker, der kan fortælle os om bydelens kommende hverdagsliv. Snart står solen op over Fælledby, vækkeurene begynder at ringe, og kaffen løber gennem tragten.
Nogle sover længe under den lune dyne, mens andre spænder ungerne fast på cyklen, og cykler mod børnehaven. Nogle løber en morgentur med fuglesang på fælleden, mens andre snupper en kop kaffe, og vågner på altanen med dagens avis og et blødkogt æg. En ny dag begynder i Fælledby. Hvad mon den byder på?
Vi ved ikke præcis, hvem der flytter ind i Fælledby, men vi kan gøre os nogle forestillinger.
Sådan opstod fortællingen om ”Alle os i Fælledby” med de karakterer, du møder rundt omkring på hjemmesiden her, i vores kommunikation og på byggepladsen.
Mød "Alle os i Fælledby"
Lad os præsentere nogle af de fremtidige beboere, der måske en dag er at finde i Fælledby.
Hop med ind i visionen, og lad Sonja, Casper, Sophie, Malle og Vincent fortælle om, hvordan en dag i Fælledby kunne se ud.
Fælledby - kl. 06:10
Morgensolen danser
Det er morgen. Solens første stråler rammer Fælledbys tage, og fuglene synger deres morgensang. Under den varme dyne ligger Sonja og Lene i en to meter bred seng, der også har plads til baby Nor og storesøster Maren, som ligger på tværs i sengen godt gumlende på sutten i munden…
Morgensolen danser
Det er morgen. Solens første stråler rammer Fælledbys tage, og fuglene synger deres morgensang. Under den varme dyne ligger Sonja og Lene i en to meter bred seng, der også har plads til baby Nor og storesøster Maren, som ligger på tværs i sengen godt gumlende på sutten i munden.
De første vækkeure er begyndt at ringe i Fælledby, og familien Rømer skal op. Sonja sætter kaffe over, mens hun tænker på dagens vigtige møde i Miljøministeriet. Kattene Svend og Anker smyger sig om hendes ben, og tigger om at få madskålen fyldt op. Jens, parrets ældste søn, der snart skal i skole, kommer i pyjamas hoppende ud køkkenet på sin kæphest og fodrer kattene. Han vrinsker højt og indlevet som den hest, han brændende ønsker sig at bytte kæppen ud med. Jens elsker dyr, og han spiser sine havregryn, mens han bladrer i en af de mange hestebøger, Sonja og han lånte forleden på biblo.
Sonja tjekker, at hun har, hvad hun skal bruge til at lave pizzadej, og minder Lene om at forkoge kartoflerne i eftermiddag.
Lidt senere vinker Lene og Nor farvel fra altanen på den lejlighed, parret har lejet i Fælledbys nordlige kvarter. Her blev Nor født for ni måneder siden under det smukkeste nordlys. Det bølgede ud over Amager Fælled som for at understrege det mirakel, parret var vidne til med den lille nyfødte i deres arme. Da vidste de, at han var en lille Nor.
I dag vil Lene sætte sig op på tagterrassen og nyde en kop te, mens hun ammer Nor. Lyset over Fælledby er nærmest magisk i de her uger. Der hænger en smuk dis fra nattens fugtige kammer over byen. Disen smelter langsomt bort, som majsolen får fat. Lene skutter sig, trækker en fleecetrøje over hovedet og svøber Nor ind i den lille babydyne, som dufter himmelsk af baby.
Fælledby - kl. 7.30
Godmorgen på cykelstien
På cykelstien rundt om Fælledby Syd bliver Sonja overhalet af Mathias, som siger god morgen. Han er som altid i det nyeste udstyr, mens han cykler på sin nye gravel bike mod Christianshavn, hvor dagens spændende investormøder venter…
Morgensolen danser
På cykelstien rundt om Fælledby Syd bliver Sonja overhalet af Mathias, som siger god morgen. Han er som altid i det nyeste udstyr, mens han cykler på sin nye gravel bike mod Christianshavn, hvor dagens spændende investormøder venter.
”Ready for tomorrow” står der på ryggen af Mathias, mens Sonja når at tænke, at hun vil være glad, hvis hun dog bare er klar til i dag. Hun gaber. Det er ikke meget, man får lov at sove med to børn i sengen.
Mathias er lige flyttet ind i Fælledby sammen med hustruen Sophie og lille Sofus. Snart bliver de tre til fire, og Mathias skynder sig på arbejde. Han skal nå en masse møder, inden barnet kommer. Han er lige kommet fra træningslejr på Mallorca, og har gode ben. Rekorden til Wildersgade fra Fælledby er 13 minutter, men så skal lyskrydsene på Islands Brygge spille med.
Da Sofus har vinket farvel til sin far, tøffer han træt ind i køkkenet i familiens spritnye gårdhus, som ligger på kanten af Fælleden. Især Sophie var vild med de rene linjer i husets design. De mange træelementer i hele huset giver hende en ro, som er dejlig, når hun er alene med Sofus og snart en lille ny mere.
Sophie triller barnevognen frem til Sofus, som i dag valgte at stå op, før vækkeurene ringede i Fælledby. Sofus gnider sine øjne. Tænk sig, at man bare kan trille vognen ud på Fælleden og være midt i naturen. Det er godt nok noget helt andet end Vesterbro, hvor familien er flyttet fra. Godt der er plads til en kop take away-kaffe på barnevognens styr. Sophie tager sit gamle Nikon-kamera med. I dag vil hun fotografere, at fælleden vågner.
Fælledby - kl. 10.15
Pøj pøj og nyslynget honning
Vibe har ikke så travlt længere. Nu sidder hun ofte på en bænk med sit strikketøj ved Vandpladsen. Hun strikker en sweater til sit barnebarn, som lige er flyttet ind i Fælledby…
Pøj pøj og nyslynget honning
Vibe har ikke så travlt længere. Nu sidder hun ofte på en bænk med sit strikketøj ved Vandpladsen. Hun strikker en sweater til sit barnebarn, som lige er flyttet ind i Fælledby. Lykken er at bo så tæt på sine børnebørn, tænker Vibe, og siger ”godmorgen” til en af de nye studerende. Hun hedder forresten Line, og lufter hund for en ældre nabo, der har travlt med at passe bistaderne på toppen af Fælledlab. Som betaling for hundeluftningen står der et glas nyslynget honning på Lines dørtrin med en lille hilsen:
Kære Line, tak fordi du passer på Bulder. Kom bare ind med ham, når du vil. Han er en god ven, når presset stiger. Bare se på Bulder. Han tager den med ro. Her er lidt til eksamenslæsningen.
Kærlige hilsner Ib.
PS. pøj pøj.
Ib bor i et af Fælledbys bofællesskaber. Da hustruen Grete pludselig gik bort, sad Ib alene i deres villa i Hvidovre. Både villaen og Ib forfaldt langsomt, men sikkert. En dag kom Ibs datter forbi med en brochure om Fælledby, og særligt bofællesskabet fangede Ibs opmærksomhed. At flytte ind i bofællesskabet i Fælledby er det bedste, der er sket for Ib længe. Nu er han både Mester IBBI, som ungerne elsker at kalde ham, og har fået nye venner og en masse bekendte.
Fælledby - kl. 12.04
Byttebørsen og haletudser
Casper står i byttebørsen i Fælledby syd, og hænger en seddel op på opslagstavlen…
Byttebørsen og haletudser
Casper står i byttebørsen i Fælledby syd, og hænger en seddel op på opslagstavlen.
Kære unger
Nu er der haletudser i søen foran Mount Anna.
Tag et fiskenet (du kan låne i Fælledlabs grejbank) og et rent syltetøjsglas med (find et i byttebørsen). Vi sætter selvfølgelig de kære små kommende frøer ud igen, når vi har hilst på dem.
Det er lørdag kl. 15. Vi går derud ad stierne. Tag gummirøjsere på.
Sluk skærmen og kom med på eventyr.
Ses, Casper.
PS. Hvem bager kage?
Casper har boet i Fælledby i nogle år efterhånden. Da de almene boliger blev sat til leje, slog han til på en mindre to-værelses lejlighed i et af de højeste etagebyggerier med altan.
Casper kan godt lide at bo småt, og har kun få ejendele. Han er nyuddannet biolog, kom direkte fra et kollegieværelse og elsker, at Fælledby giver ham et privatliv, men at der er mennesker omkring ham, når han har lyst til selskab. Han kan også rigtig godt lide tanken om at dele en række fællesområder med sine naboer.
Til gengæld går han meget op i sin altan, som han har ambitioner om at gøre til Fælledbys sejeste insekthotel. Sammen med musikervennen, Anton, nørder Casper med lydoptagelser fra sin altan, som skal blive til et insektværk, der skal præsenteres til Copenhagen Bug Festival. Jo, nørderier er der skam masser af plads til i Fælledby.
Casper hænger den sidste seddel om haletudsejagten op i Fælledbys supermarked. Hurtigt smider han et rugbrød og en leverpostej ned i kurven. Han er skrupsulten, og flotter sig med et glas rødbeder i anledning af sommeren, som er på vej. Casper elsker sommeren i Fælledby. Så myldrer naboerne ud og mødes på de mange pladser, og ungerne slukker skærmene, og kommer ud og leger.
Mens Casper går hjem, drømmer han endnu en gang om selv at få en familie. Når han får børn, lover han sig selv, at de får et forstørrelsesglas, mange år før de får en skærm.
Fælledby - kl. 16.24
Hemmelige huler og stanglakrids
Malle vinker til Tina og alle ungerne og råber: ”Vi ses i aften”, inden hun skater hen til mødestedet. Magnus kommer kørende på sit nye løbehjul…
Hemmelige huler og stanglakrids
Malle vinker til Tina og alle ungerne og råber: ”Vi ses i aften”, inden hun skater hen til mødestedet. Magnus kommer kørende på sit nye løbehjul, og snart ræser de to ud på fælleden. Det kilder i maven, når farten kommer op. Foran ligger fælleden. ”Kom, lad os tage ud til hulen. Jeg har tre lakridser i lommen”, griner Malle, og sætter farten op.
Der dufter af sommer på fælleden nu. Marie kender ikke andet end fælleden. Hun blev godt nok født på Riget, men i Fælledby er Marie og Toby vokset op og Malle, som hun bliver kaldt, kender hver en krog.
I sidste uge tog Magnus, Toby og Malle på ”tour de legeplads”. De var væk hele søndagen, og Malle havde vabler på hænderne, da hun kom hjem godt beskidt i ansigtet, efter de mange forskellige former for armgang hun havde prøvet. Toby kunne også, hvis de store altså gav ham en hestesko, så han kunne nå. Toby elsker at være nede på skolen i weekenden med Malle og Magnus. Så leger han, at han også går i skole. Og nu er der ikke længe til, før han kan følges med dem om morgenen, når de drøner afsted til skole, hvis altså Malle giver ham lov.
Malle og Toby bor i et af de røde træhuse med græs på taget med deres forældre Freja og Søren. De elsker at åbne tagvinduet og mærke på græsset gennem sprækken. Der er ofte smukke sommerfugle i græsset på taget. Toby tager billeder af dem. I aften vil han vise det sidste nye sommerfuglebillede til Casper. Måske ved Casper, hvad det er for en slags. Casper ved alt om insekter, og Toby lytter ivrigt. Malle hjælper med at skrive de svære navne op i Tobys lille sommerfuglebog. Deres yndlingssommerfugl er ”Dagpåfugleøje”, som både er farverig og sej, fordi den kan hvæse ad sine fjender med sine vinger. I bedet foran deres hus har Toby og Malle plantet lavendler og en sommerfuglebusk, så sommerfuglene kan få deres livretter.
Fælledby - kl. 18.45
Kartoffelpizza og taknemmelighed
kartoffelpizza og taknemmelighed
Casper sidder med Toby og studerer billedet af sommerfuglen, mens Freja og Sonja serverer de første kartoffelpizzaer. Søren og Malle er imponeret af Mathias’ nye gravel bike. Mathias er lige kommet hjem fra eftermiddagens ”Amager rundt”, og har slået sin PR. Stadig i sit træningstøj trækker han en god flaske Chardonnay op og hælder op til pigerne først. Der er meget at fejre. Investormødet gik perfekt, og Sophies skanning i dag viste, at bebsen har det godt i maven. Sophie skåler i hyldeblomst, og ser glad ud.
“Sæt dig ned, Tina,” siger Mathias, “så laver jeg den næste pizza.” Tina kysser sine tvillinger Jonas og Julie i håret og skærer deres pizza i små stykker. Hun napper et par gulerødder og blomkålsbuketter fra Sonjas grøntsagsfad, og sender hende en tak med øjnene. “Du havde da også noget, vi skulle skåle på,” siger Tina til Sonja, som lyser op. “Den får du senere,” siger Sonja hemmelighedsfuldt til Tina.
Tirsdagsmiddagene med naboerne fra gården er et helle for Tina. De er godt nok alle meget forskellige, men sammen kan de bare noget helt særligt. Sonja sætter nye pizzaer på bordet, og Tina hapser en slice. Hendes blik falder på de bagerste bygninger i gården, hvor den nye arkitekt, der lige er flyttet ind, sidder på altanen. Tina vinker til ham. Han løfter hånden, og vinker tilbage.
Fælledby - kl. 21.15
Solnedgang og sommerfugle i maven
Vincent sidder stadig på altanen. Der er roligt i gården nu. Alle børnene er lagt i seng, og kun nogle få sidder tilbage. Vincent elsker sin nye altan…
kartoffelpizza og taknemmelighed
Vincent sidder stadig på altanen. Der er roligt i gården nu. Alle børnene er lagt i seng, og kun nogle få sidder tilbage. Vincent elsker sin nye altan. De møbler, han har bestilt, er lige kommet hjem fra Milano og spiller max sammen med de designer-fund, han gjorde i weekenden ved forældrenes sommerhus i Tisvilde. Solen er lige gået ned og farver fælleden gyldenrød.
Vincent nyder sin espresso, mens han skæver til telefonen. Han havde håbet på, at Susan ville skrive i aften. Men egentlig trænger han til en rolig aften for sig selv her på altanen. Vincent var i tvivl, om han ville bo i et af de hippe hjørnehuse eller inderst ved bytorvet. Han valgte det sidste, da han jo er flyttet ind for at opleve visionerne i Fælledby og gerne vil inspireres af arkitekturen, som han bedst kan betragte fra bytorvet og ud mod fælleden. Han er selv arkitekt, og er vild med visionerne for Fælledby.
Vincent kan også rigtig godt lide at kigge på mennesker. Ofte vil han hellere betragte grupper af mennesker, end selv at indgå i fællesskabet. Han er glad for, at det i Fælledby er ok også at ville være alene.
Da Vincent lidt senere lægger sig i sin seng og stiller vækkeuret, brummer telefonen. En glæde strømmer igennem ham, og sommerfuglene basker forventningsfuldt i hans mave:
Er på vej! Kys S.
Vincent trækker vejret helt ned i maven og smiler. I morgen begynder en ny dag i Fælledby, men denne dag er ikke helt forbi endnu, heldigvis.