Byggeriet på fælleden får sin egen Facebook-side
4. juni 2021
Nu kan alle interesserede nemt følge med i både nyheder og fakta direkte fra Fælledbys byggeplads. Find link til Facebook-siden nederst.
Projektselskabet Fælledby P/S går nu for alvor i gang med anlægsarbejdet og vil i den kommende tid øge aktiviteterne på byggepladsen. Derfor har vi lanceret byggeriets egen Facebook-side under navnet ”Byggeriet på Fælleden”.
Her kan man fremover følge projektet fra uge til uge, se billeder inde fra byggepladsen og læse om de mange spændende tiltag, som er i støbeskeen for det kommende Fælledby. Facebook-siden vil sammen med Fælledbys hjemmeside og nyhedsbrev være de primære kanaler, hvor interesserede kan finde fakta om projektet – både om visionen for fremtidens byområde og om det praktiske arbejde, der sker netop nu.
"På Facebook vil der også være mulighed for at stille spørgsmål og komme i dialog med os, som arbejder med projektet. Vi glæder os til spændende diskussioner, hvor der er plads til alt og alle. Den eneste forudsætning er, at vi alle holder den gode tone," siger direktør i Fælledby P/S Erling Thygesen.
Anlægsarbejdet vil i første omgang handle om den såkaldte grundmodning, som består i at klargøre jorden til byggeri og etablering af forskellige forsyningsledninger til bl.a. vand og elektricitet. Sideløbende er den endelige projektering af de første bygninger i gang, ligesom de første landskabsprojekter også er godt på vej med blandt andet planlægningen af den lokale regnvandshåndtering.
Alt sammen fortæller vi meget mere om i fremtiden.
Følg med på www.facebook.com/byggerietfaelleden