Skip to content

Unge hjemløse får glæde af møbler fra vandrehjemmet ved Fælledby

9. april 2021

Når en ung hjemløs får tilbud om egen bolig, kan det både være svært og dyrt at skabe sit eget hjem. Derfor har Fælledby doneret størstedelen af inventaret fra områdets lukkede vandrehjem til Hellebro. En velgørende forening, der støtter og hjælper Københavns unge hjemløse i at få deres eget sted.

Som en del af udviklingen af Fælledby skal områdets eksisterende vandrehjemsbygninger ud mod Vejlands Allé rives ned for at skabe plads til det nye, kommende boligområde. Og i det arbejde har Fælledby stor fokus på at genanvende mest muligt fra bygningerne. Blandt ved at genbruge byggematerialer i det nye byggeri, og ved at andre kan få glæde af bygningernes inventar og andre løse genstande.

 

Ørestad, 23 juni 2020 117 (1)

 

Nogen af de første, der har fået glæde af nyt inventar fra vandrehjemmet, er den frivillige og velgørende forening Hellebro i København. Foreningen fungerer både som værested, herberg og udslusningsboliger for nogle af Københavns mest sårbare unge, der gennem Hellebro får hjælp til både uddannelse, job og springet over i egen bolig.

 

Værestedet (003)

Hellebros værested i Valby for unge hjemløse har fået en opgradering med nye møbler i fælleslokalerne.

 

Donationen af senge, borde, sofaer, skabe, fladskærme, køleskabe, dyner, lamper m.v. er stor nok til, at mange udsatte unge kan få hjælp til at indrette et nyt, godt og trygt hjem. Det fortæller direktør for Hellebro, Eva Riedel.

 

"Det her er den største donation, vi nogensinde har fået, og det betyder, at vi kan hjælpe med at skabe nye hjem til over 60 unge, samtidig med at vi har fået en opgradering af vores egne møbler og faciliteter på værestedet i Valby. Det er ’social impact’, der batter på så mange niveauer, og det støtter vores arbejde med at sikre, at de unge ikke får tilbagefald og fiaskooplevelser, når de flytter i egen bolig."

DIREKTØR FOR HELLEBRO, EVA RIEDEL.

DeeqsStue (002)

Nyindrettet lejlighed med møbler og billeder, hvor ung mand fik sit nye hjem i marts.

 

Direktør for Fælledby P/S, Erling Thygesen, er glad for, at det nu lukkede vandrehjems mange møbler, hvidevarer og anden inventar har fundet nye ejere, så tingene ikke går til spilde.

 

"Det her er en ren win-win-situation, og det betyder meget for os, at tingene får nyt liv et sted, hvor de gør en mærkbar forskel. Flere af de unge fra Hellebro kom selv og hjalp med at flytte tingene, og det betyder, at vi nu er langt i arbejdet med at sikre, at alt hvad der overhovedet kan genbruges fra vandrehjemmet, bliver genbrugt."

DIREKTØR FOR FÆLLEDBY P/S, ERLING THYGESEN.

 

Udover Hellebro har Fælledby blandt andet også doneret senge, lamper, borde, stole m.v. til Himmelekspressen, som er et herberg for hjemløse mænd i København, og til flygtninge bosat i Greve.

Ligeledes har et lokalt beboerfællesskabet på Islands Brygge fået glæde af blandt andet udendørs borde- bænkesæt, krukker, skraldestativer m.v.

Du kan læse mere om udviklingen af Fælledby på www.faelledby.dk

FAKTA: Det er doneret fra vandrehjemmet ved Fælledby

Hellebro (herberg og værested for unge hjemløse i København)
Har blandt andet fået 40 senge og topmadrasser, 40 fladskærme, 20 skabe, 30 spisebordsstole, tre græsslåmaskiner, service til 60-70 kuverter, herunder også diverse lamper, sofaer, køleskabe, barstole, billeder og andre pynteting.

Himmelekspressen (herberg for hjemløse mænd i København, Sydhavnen)
Har blandt andet fået 20 senge, 20 stabelstole, indrammede billeder, runde borde, dyner og hovedpuder.

Flygtninge bosat i Greve Kommune
Har blandt andet fået 30 senge med topmadrasser, dyner og puder. Reservedele til VVS, døre m.v.

Fælleskabet Kigkurren på Islands Brygge
Har blandt andet fået fire udendørs borde- og bænkesæt, flere andre bænke, urtepotter, udendørs skraldespande, stole m.v.

 

FAKTA: Hellebro

Hellebro er en non-profit privat velgørende forening, der arbejder for:

  • At hjemløse unge kommer i egen bolig
  • At de unge får hjælp til at trives i deres eget hjem
  • At de får støtte til overgangen til egen bolig

Du kan læse mere om Hellebro her: www.hellebroen.dk

Kontaktinfo:

  • Direktør for Fælledby P/S Erling Thygesen via tlf. 31 63 01 36
  • Direktør for Hellebro, Eva Riedel via tlf. 20 94 44 12